Byggested

Test-S-Bådene af Rigsmarinen

(Billeder Arkiv 7. S-Eskadre når beteget an anderledes)

Det bredt anlagte prøveprogramm af Rigsmarinen skulle levere grundlag til den fremtidige S-Båd-bygning. Disse prøver løb næsten uden undtagelse som skjulte aktiviteter af  TRAYAG (Travemünder Yachthafen A.G.), af Hochseesportverband „HANSA“ og af Motor-Yachtclub von Deutschland i sammenarbejde med Neustädter Slip GmbH, alt institutioner dannet med understøttelse af Kapitän zur See Lohmann, Chef af Søtransportafdelingen. Lohmann var derfor blevet udrustet med ekstramidler og generalfuldmagt for deres indsats ved Chefen af Marineledningen. Prøve-personalet tilhørte i reglen til den såkaldte "Sorte Rigsforsvar" ("Schwarze Reichswehr“).

I høsten 1926 blev den ved Abeking & Rasmussen i Vegesack byggede test-båd „K“ leveret. Den havde afmålingerne 17,4 m længde, 3,48 m bredde og en dybgang af 1,16 m. Båden som omtrent depalcerede16 t blev drevet af to 450/530 PS bensin-motorer og skulle dermed opnå en hastighed af 40 knob. Skrogens form var efterlignet den engelske 55'-Thornycroft-CMB ved  konstruktøren Professor Ehrenburg (Technische Hochschule Berlin). Bølgebinder-Planeglider-Skrogen måtte lide stærke skader under de første søprøver med 25 knob fart og let søgang. En ny væsentlig forstyrket skrog viste stadige lækager i området af planen. De planlagte 45-cm-torpedorør for hæk-udstøtning og MGet trådte i stedet af ballastvægte for sløring. 

Prøvebåd „K“ med maksimumfart foran Travemünde ca. 1926

Prøvebåd „K“ med maksimumfart - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

Prøvebåd „K“ - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

I analogi med  den hurtige såkaldte Express-Motor-Krydser, som Lürssen byggede på regning af amerikanske vandsportsfolk byggede værftet på egen risiko prøvebåden „Lür“ .

Det var en rundspant-deplacementbåd med afmålingerne 21,0 m længde, 3,6 m bredde og 1,28 m dybgang. Båden som omtrent depalacerede 23 t blev drevet af tre 450 PS-Maybach bensin-motorer og opnåede en fart af 33 knob. Skrogen blev bygget som mahogni-kravel-byggelse og skulle bestyrke de gode resultater som havde allerede blevet opnået med den mindre båd "Lüsi 1“ -  også bekent som „Liesel“ og bevise at deplacement-både med runde spanter ville forholde sig bedre i den grove søgang af Nordsøen og Østersøen end glidere.

Prøvebåd „Lüsi 1“/“Liesel - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

Prøvebåd "Lür" - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

Prøvebåden „Narwal“ som blev bygget i sammenarbejde af TRAYAG og Caspar-Værftet i Travemünde blev derimod bygget som glider, en anti-båd til rundspant-bådene, selv om at erfaringerne lavet viste at rundspantformen var bedre egnet for søområdet af Nord- og Østersøen. „Narwal“  havde afmålingerne længde 21,3 m, bredde 4,06 m og dybgang 0,9 m. Den ca. 26,4 t deplacerende båd (ved fuld ladning 31 t) blev drevet ved tre 375 PS Atlantik 12-cylinder  V-motorer og opnåede en hastighed af 34,8 knob. Også for denne båd var Thornycroft 55‘-designet forbilledet. Trods den forstyrkede byggemåde bestyrkede sig den bedre egnethed af rundspant-bådene “Lüsi 1“ og „Lür“ i søgang fra styrke 2 til 3. 

Prøvebåd „Narwal“ foran Travemünde ca. 1928

Prøvebåd „Narwal“ foran Travemünde ca. 1928

Prøvebåd „Narwal“ før den sættes til vand - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

Prøve-S-Båd „Narwal“ i fuld fart foran Travemünde i enden af 20årene

Prøvebåd „Narwal“

Prøvebåd „Narwal“ foran Travemünde ca. 1928

Hæksøen af „Narwal“

„Narwal“ på fuld fart

 Farligheden af bensin-motorer blev fornyet bevist da en S-Båd brændte ud i havnen af Priwall i Travemünde. Også til søs blev den erfaring bestyrket, flere besætninger måtte forlade deres både midlertidig indtil de brændende både kunne blive slukket ved af aflukke ilt-tilførselen eller ved indblæsning af tetrachlor.

Brand af en S-Båd på Priwall i Travemünde ca. 1926

Ophugning a den udbrændte Test-S-Båd

I årene 1923 til 1926 købte Rigsforsvaret de Krigs-LM-Boote „LM 20“, „LM 21“, „LM 22“, „LM 23“, „LM 27“ og „LM 28“ op som var i private hænder. LM-Bådene sejlte først med "civile“ besætzninger og uden våben. Fra 1926 fik de Mercedes-Benz bensin-motorer af nyeste byggemåde og med skiftegear. Tre både fik tre 260 PS-motorer, to både en 260 PS-motor på middelakslen og to 210 PS-motoren på de yderaksler. En af bådene fik senere to  500-PS-motorer på to aksler.

Verdenskrigs LM-Båd på en Rigsbanewaggon - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

Prøvebåd „Gerda“ ved Travemünde ca. 1926

Prøvebåd „Siegfried“ med hæk-torpedorør ved 30 knob fart

Torpedo-udstødning ret forud fra en LM-Båd

Den 16.04.1929 stilte Rigsmarinen Østersøspærre-Enheden („Ostseesperrverband“) op. Enheden bestod af 24 spærre-øvelsefartøjer og en række af Der Verband bestand aus 24 Sperrübungsfahrzeugen und einer Reihe so genannter bevogningsfartøjer („Bewachungsfahrzeuge“). Til bevogningsfartøjerene regnede også UZ-Bådene (UZ-Boote kort for Uboot-Zerstörer) med tilføjelse „(S)“ for S-Båd. Disse var sat sammen af forhenværende LM-Både med betegningerne UZ (S) 13, 14, 15, 16, 17, 20 og 21, af bådene ex „Lür“ som UZ (S) 11, ex „K“ som UZ (S) 12,  ex-„Narwal“ som UZ (S) 18 og  ex-„Lüsi 1“ hhv. „Liesel“ som „UZ (S) 19.

Men alle forsøg viste at med både af den størrelse fordringerne af Rigsmarinen for sødygtige, hurtige både bevåbnet med to torpedorør 53,7 cm og antiluftskyts, med mluligst største rækkevidde og hastigheder af mere end 30 knob ikke kunde fuldfyldes.

Østersø-Spærre-Enheden - Billede fra Fock Schnellboote Bd. 1

Ved siden af den båd byggede Lürssen-Værftet de to Turbine-S-Både „Bremse“ og „Brummer“. De var 55 t-både med afmålingene 29,00 m længde, 4,40 m bredde og 1,50 m dybgang, som blev med to kedler og en højtryk-damp-turbine med 1600 PS hver turbine opnåede en fart af 29 knob over ein hjulgearkasse påvirkende to propelaksler. De var pålidelig i søfarten men blev til enkelt-fartøjer ved den indsættende diesel-udvikling for S-Både.

Udviklingen af en ny stor S-Båd ved Lürssen-Værftet på basis af Express-Krydseren "Oheka II" som va blevet bygget for amerikanske mandanter og en derfra afledede prøvebåd "Lür" led til båden som blev bekent til os som type-båden „S 1“ af 26,85 m længde, 4,20 m bredde og 1,10 m dybgang, som lige som bådene „S 2“ til „S 5“ blev endnu udrustet med bensin-motorer. „S 1“ blev indført i flåden den 07.08.1930 som "UZ (S) 16". Den blev til Vogtbåd (Wachboot) "W 1" den 31.03.1931 og den 16.03.1932 til Schnellboot „S 1“. Camouflagebetegningen „S“ for  S-Båd blev dermed til den officiele type-betegning.  

Prøvesejlads af „S 1“ på Weser – Billede fra Italieri Schnellboot Typ S 100