S-Både i Krigsmarinen 1935 - 1945

Forlis af "S 223"

Oblt.z.S. Enno Brandi 1945 - Billede: Arkiv Brandi

Besætningen "S 223" ved indføringen in flåden den 30.10.1944 i Travemünde - Billede: Arkiv Brandi

Den 30.10.1944 indførte Oblt.z.S. Enno Brandi fra Schlichting-Værftet i Travemünde båden "S 223" i flåden. Fra sin pen er beretningen over forliset af båden efter udløsning af en mine den  07.04.1945 på Schelde-Themse-Vejen. Herr Brandi lever idag som pensionist i Münster/Westfalen.

"S 223" i den sydlige Nordsø - Billede: Arkiv Brandi

"Opgaven var med fem både at smitte et stykke af convoi-vejen som førte fra Themse- til Scheldemundingen med grundminer. Mod klokken 21:00 løb vi ud fra Hoek van Holland.

"S 212" (Stabobersteuermann Schanno), "S 706" (Obersteuermann Waldhausen), S 704" (Oberleutnant zur See Korn), "S 705" (Kapitänleutnant Hemmer), "S 223" (Oberleutnant zur See Brandi). 

Hver båd havde seks grundminer om bord. Lige efter vi løb ud endnu en båd hængte sig efter mig. Da jeg havde ingen anelse hvem det kunde være, kom jeg frygtelig i rage og lod hele flotillen stoppe. Jeg fik nu at  vide at det var Kptlt. Seeger med "S 204" fra den 4. SFltl.

Farten blev så taget op igen som planlagt, men efter kort tid måtte vi stoppe igen; Waldhausen ("S 706") blev ladt gå på grund af maskinskade. Sådan blev til den største ærgrelse af Karlemann Hemmer af de planlagde to grupper med tre både bare en gruppe med fem både.

 Efter planlagde ca. 50 sm på vestkurs, som vi sejlte i V-formation på grund af den lyse nat med den dermed forbundene fare for flyvere, gik vi på kurs ca. 220^o, for at støde i en ret vinkel på convoiruten efter en ny kursveksel. Sejladsen var temmelig anstrengende og besværlig på grund af den stærke søgang. Imod klokken 23:00 gik vi tilbage i kølevandslinie, det var ikke mere langt til vores mål.

Kort derefter skete det. Alt gik lynhurtigt og rullede af som i en film. Der var en hård, tør slag i båden, ikke som af en flyverbombedetonation. Jeg fløj imod styrbordsiden af kalotten, drejede mig om agterud, hørte endnu en ejendommelig brusen fra maskinen og så agtern bare vand. Bakken, hele forskibet rejste sig næsten lodret op foran mig, jeg måtte holde mig fast, om ikke at styrte. Mit første ord var et "meget hård". August Graf, min Sømand Nr. 1 sagde til mig: "Vi skal stige ud!", da vi også begge sprang over bord på bagbord allerede. Werner og Fændrik Friedrich bagefter.

I vandet mærkede jeg i begyndelsen på grund af sindsbevægelse ikke meget af væde og kulde. Jeg så bare forskibet synke lige som en kerte, hvorved det lavede en grusom lyd ved den undvigende luft, som lod mig tænke om en hvalfisk. Lykkeligvis havde jeg en fuld opfyldt redningsvest om, så at jeg kunde uden meget besvær svømme noget til bagbord væk fra den synkende båd. Jeg så noget sort og langt  svømmende i vandet foran mig som til den største glæde viste sig at være en af de to kapok-flåder. Jeg kunde holde til en af gjordene og råbte så temmelig flipped ud i den bælgmørke nat: "Komm her hen!". Lidt efter lidt kom mere elller mindre bandende figurer svømmende an. De kunde også holde til flåden.

Omtrent 100 m fra det synkende forskib så jeg i en anden retning - jeg havde tabt orienteringen fuldstændig - agterskibet med hækket oppe svømme som en kasse og synke hurtigt. Min første tanke var, hvor mon de andre både var. Vi var i mellemtiden en hel gruppe ved min flåde og kikkede forgæves ud i den sorte nat efter de andre både af flotillen.

Jeg lod tælle af og give mig navnene. Geils, direkte ved siden af mig, en smule hysterisk, han var faldt imod noget og havde smerter. Jeg blæste sin redningsveste op så godt det gik, hvorved jeg blev kvalmet siden én måtte presse luften således. Så var der Zupp, Schlösser og Janessa de to Søkadetter, Fændrik Horeis og til højre fra mig den gode Sparty, Werner, Fændrik Friedrich og Zöpfgen som ikke engang havde en rednigsveste. Graf kom svømmende og virkede i sin flotte art meget beroligende på mig og soldaterne, ................

Inden vi blev klar over vores dog nogenlunde håbløs og fortvivlet situation vi snakkede om, enhver for at virke berolignede, over mere eller mindre belangløse ting. Friedrich mente at han havde været svømme allere den 27. Marts i sidste år. Med Smarty snakkede jeg om Tuch, den anden radiomand som sandsynlig ikke havde kunde komme op fra radiorummet.

Men snart kom os vores frygtelige situation og den forangående begivenhed med alle sine grusomme følger til bevisthed da vi nemlig i temmelig distance hørte frygtelige råbe: "Hjælp! Så hjælp mig dog! Hvor er i?" og lignende. Men vi kunde ikke hjælpe, vi var allerde for langt fra; havde én ladt gå flåden og havde han svømmet afsted han var ikke kommet længere end 10 - 20 m.

Nu blev vi allesammen bange. Kommer bådene? Har de overhovedet bemærket det? Ville de finde os? Det var så gemen mørkt og til al mislighed var der en temmelig søgang, så at man ikke kunde se langt, da man bare var et par centimeter over vandets overflade med øjnene. I hver brændingsbølge i hver krølle af vandet så vi både. Men det var bare indbildninger. Graf og jeg beroligede mændene noget. Men hvor faldt det én svær siden man da ikke selv troede på en redning. Båden skulle da have bemærket det, der var da en båd bag os. Ja, rigtig nok, hvor var den da? Hvorfor havde den ikke stopped med det samme? Vandet var koldt, forbannet, beklædningen var så tung og suget fuld af vand. Hvordan skal det ende?

Igen troede vi at bemærke bådene, denne gang ikke med øjnene, nej, en brummen var at høre. Vi allerde jubilerede. Men var det ikke en fremmed lyd? Jeg mente det var MGBerne. Men det var allerde lige meget til os, hovedsagelig ud af vandet. Men det var en skuffelse igen. Støjet kom ud af luften, det var en flyver. Vi alle havde vist den tanke: "Forbannet fyr, kan du ikke se os?" Skuffet, ja fuldstændig modløse lod vi hovederne hænge. Nogen allerede skreg fuldstændig meningsløs om hjælp. Til hvad nytte, hvem skulle høre os? Spare kræfterne! 

De fjerne råbe blev svagere, hørte så helt op, det var frygtelig.  I vores gruppe blev det stille, enhver var modløs, tænkte om sig selv, om sine pårørende og andre ting der var én værdiful og dyrt. Så også jeg. Det blev klart til mig at jeg nu skulle drukne, regelret drukne. Jeg tænkte det måtte måske være en agtværdig død, nej ikke blive men var! Hvem skulle endnu fiske os op. Når flotillen kunne ikke gøre det med en gang, så var det nu ikke mulig at finde os, som var bare en lille bitte silhuette i den ravnsorte nat. 

Men igen en anden følelse: "Du er chefen her, du er den ældste, du kan ikke give op foran dine mænd." Jeg lavede endnu et par forsøg at muntre mændene op men uden meget succes. Det lykkedes slet ikke. Tiden sneglede sig, da den havde raset før. Jeg var vist ikke den eneste med et ur, men ingen tænkte om at kikke på uret, men hvorfor? Vi snakkede om de andre kamerater som ikke var med os. Vi måtte give dem op, hvordan skulle én også havde kommet ud af maskinen i orden?

 Der var vist gået en trequart af en time som følte sig som en hel nat, da vi hørte en støj igen. Alle blev levende igen og fattede ny mod. Jeg ved ikke hvem sagde det først, nej skreg:" Det er vores både!" En ubeskrivelig følelse. Ja, det kunne bare være vores både. Vi skreg og fløjtede med vores trillefløjter, som var befæstiget til vores redningsvester specielt for den grund, med alle vores livs kræfter. Men et andet vidunder skete, hos os blev det pludseligt daglyst, en flyver havde ladt falde en lysbombe, hvad kunne den have gjort bedre til dette tidspunkt? Således så vi en båd, som stævnede to os, dog skreg endnu nogen af livets kræfter om hjælp. Jeg troede det var føringsbåden og råbte: "Herr Kaleu, træk os ud af vandet!" eller noget fulstændig dumt.

Men det var "S 705" - Karlemann Hemmer. Nu havde han stopped, vi svømmede nøjagtig ved bagbord side af båden. Båden rullede så stærkt i søgangen at man af og til fik fenderlisten med fuld kraft i hoveded og blev trykket under vand, eller, hvad var mere godt at man kunne gribe med hænderne efter rælingen, men med de fuldstændig kraftløse og blide hænder den gled én ud af hænderne med engang. En stige blev holdt ud. Nogen greb efter den.  Vel nok lå den i vandet. Tove, hænder, alt blev hold ud og os i møde, men vi kunne jo ikke holde til noget. Adjutanten Wolf von Wieser kom til rælingen, jeg skreg op til ham rasende han skulle endelig undertage noget, sætte ud gummibåden. Jeg huskede derved en indsats i året 1942 hvor jeg om bord ved Walter Schnebel havde trukket Kptlt. Roeder ud af vandet på den måde. Gummibåden kom. Wolf og Nr. 1 af "S 705", Bootsmaat Koopmann, sprang ind i det.

I mellemtiden var nogen allerede blevet bjærget uden det. Men nu ind i gummibåden. De ejene kræfter var fulstændig udmattet, efter lang vrøvl lykkedes det de to at trække mig ind. August Graf lige derefter. Han blev rækket op til båden med en gang, hvorved jeg faldt ud af gummibåden i vandet igen. Nu blev jeg pludselig bange, ja en skrækkelig angst , det var skrækkelig. Når nu destrøjere eller MGBer kommer, båden må komme i fart, du bliver i vandet. Jeg havde ingen kraft mere og skreg vist bare. Efter lang vrøvl lykkedes det den Ledende af "S 705", Ob.Masch. Hemmen, at trække mig op med hjælp  af nogen soldater. Nu var jeg om bord, stod på dækket. Nej, det var bare et forsøg, jeg ville stå, men klappede sammen som en våd sæk. I hver fald reddet. Jeg blev liggende hvor jeg lå. Nogen løb hen over mig og trådte også på mig, jeg var ligeglad. 

På alle fire krøb jeg foran, klatrede op på broen for at melde mig om bord ved Karlemann, men af en melding kunne da ikke være tale. Jeg stammede og hviskede noget og lod mig falde ned nedgangen til K-rummet. Jeg var dårlig tilpas, jeg kastede op frygtelig og vågnede op i køjen efter en tid. Küffner, radiomanden havde brudt sig om mig, klædt mig af og stukket mig i køjen med varme dækker. 

I underbevistheden hørte jeg at fart blev taget op, senere at der blev skudt. Wolf von Wiesner kom ned kikkede efter mig og berettede at indsatsen blev fortsat for at lægge minerne endnu. Efter en tid af døsen og at ryste for mig hen kom Karlemann kort stormed ned. Vi begge glædede os, han, at jeg lå her så usåret, og jeg, at det var ham som havde reddet mig. De var allerede på hjemmemarchen. Alt var gået klar, minerne havde blevet udlagt.

Lidt efter lidt blev jeg levende igen og spurgte hvem alt var blevet reddet. Efter nogen fejlmeldinger og misforståelser fik jeg at vide at i det hele 11 mand havde blevet reddet. Også Sparty og Fændrik Horeis manglede. De havde været med os nede ved bådens side indtil sidst. Kptlt. Seeger havde også to mand, af de vi ikke havde bemærket noget i vandet, Kohr og Voigt, de begge lige som Geils var allerede gået under med "S 91" et halvt år før.

Da vi løb ind til Hook van Holland var jeg temmelig mobil igen. Den 4. SFltl lå der endnu og ventede på to både. Achim Wienke og Steinhauer manglede, de kom heller ikke mere tilbage.

Først i Rotterdam så jeg komandøren, Kptlt. Matzen. Han var meget alvorlig og bedrøvet. 20 af mine soldater manglede. De fandt sømandsdøden:

              Forliesen af "S 223" overlevede: Graf, Werner, Zöpfgen, Zupp, Kohr, Voigt, Geils, Janessa, Schlösser, Fähnr. Friedrich og Oblt.z.S. Brandi."

De 11 overlevende fra "S 223" i Rotterdam - Billede: Arkiv Brandi