Die Schnellboot-Seite
----- S-Både-- -Tender - Forskelligt ----- Gæstebog
Undervandsvåben af S-Bådene af Bundesmarinen
Hovedvåben af S-bådene af klasser 140, 141, 142, 149, 152 og 153 bestod af torpedoer.
De seks Boote af klasse 149 og begge skolebåde "UW 10" (ex S 130, ex FBP 5130) og "UW 11" (ex S 208, ex FPB 5208) fik 1956/1957 midtskibs to drejelige torpedorør kaliber 53,3 cm (21 inch).
S-"Sturmmöwe" medf drejelige Torpedorør - Billede: Arkiv J. Prochnow
"UW 10" og -"UW 11" i MUWS,. Mürwik - Billede: Arkiv K. Scheuch
Bådene af klasser 140, 141 og 142 fik hver fire torpedorør (ToRo M 1) af britisk byggemåde (Saunders-Roe) med et kaliber af 53,3 cm fremstillet af firma Pintsch-Bamag. Rørene var opstilt 10 grader (foran) henholdsvis 15 grader (agter) ud af amidtskibslinien til styrbord henholdsvis til bagbord.
Torpedoerne blev stødt ud af rørene med ca. 130 Atü trykluft. Et forsøg i det 2. S-Escadre i enden af 50erne at udstøde Torpedoen ud med en drivladning endete med døden af en Kaptajnleutnant af testperonalet. Derpå blev forsøgene stilt ind.
Det restaurerede ToRo IV fra "Kranich" i Marinemuseet - Billede: Hartmut Klose
Røret var en svejset aluminiumkonstruktion mes forskellige opbygningsdele f.e. trykkluftflaske, trådvinden til at trække torpeoen ind i røret. Siden de i det væsentlige købte tyske verdenskrig-2.- torpedoer fra Frankrig "G 7 a" og de britiske torpedoer "Mark 8" skulle bliver skudt, fik standard torpedorøret alle indstilningsgrejer for ligeudløbapparatet og løbdybde, holdebolten og starttaget dobbelt.
Rør IV af en S-Båd Klasse 140 med dobbelte Indstilningsgrejer - Billede: Arkiv K. Scheuch
Ladning af en Torpedo "G 7 a" på en "Jaguar"-Båd - Billede: Arkiv K. Scheuch
Bag torpdorørene befandt sig lagerformer i hvilke torpedoerne blev lagt under ladeforgangen, så at den kunne med hjælp af et ståltråd blive trukket ind i røret. Lagererne tjente også til at medføre reservetorpedoer, som kunne blive ladet når røret beg den de lå var skudt tom.
Siden pladsen bag de agtere røre var ikke tilstrækkelig for lagerne befandt sig en drejelig lagerbuk midtskibs, som kom til indsats når de agtere røre blev ladet.
Ved skydeøvelser blev det nogen gange ordret at lade en syvende torpedo hvad hindrede at gå til reserveroret i Afd. 1.
Torpedo "G 7 a"
Fra franske forråd (restforråde af Krigsmarinen) købte Tyskland i 1957 større masser af verdenskrig-to-torpeoer "G 7 a".
"G 7 a" var en udvikluíng af Reichsmarinen og kom til indsats for første gang i 1934 i flåden. Den have et kaliber af 21 inch (= 533 mm - fik derfor bogstaven "G" i dens typedetegning). Sin længde var 7,14 m (rundet af 7 m og derford talelt "7" i dens typebetegning). Siden den var den føste torpedo som blev udviklete med dette kaliber og denne længde fik den betegningen "a". Den blev udviklet med en dampgasmotor (baserende på den engelske Brotherhood-Mashine).
Dampgasmotoren drev over et gearkasse to modsat adrejiende propeller så at torpeoen ikke ville dreje sig i vandet om den egene aksle fra virkningen af bare en propeller.
Et two gyro-system sørgede for at holde den indstilte kurs over siderorene. Dybderoren blev styret af dybdestyreapparaten. Modsat til den britiske torpedo befandt sig side- od dybderorene bag de to modsat drejemnde propeller.
Svantsstykket af "G 7 a" - Billede: Wikipedia
"G 7 a" blev benyttet ved Bundemarine og ved marinene af Danmark, Norge og Spanien indtil begyndelsen af 70erne.
Torpedoen havde en fægtningsvægt af 1538 kg. Dampfgasmotor blev bedrevet med petroleum og gav en fart af 44 knob. den havde en røkkevidde af 6 km, ved en fart af 30 knob af 12 km.
Torpedo G 7 a - Tegning: Wikipedia
Fægtningshoved holdt 280 kg skyduld og detonerede med opslag- eller magnetisk nærdetonator.
Torpedoen havde ingen målopfatningsmulighed d.v.s. at den var en ligeudløber som holdt dens kurs når gyroerne funktionerede.
Modsat til f?gtningshovedet af "G 7 a", somvar maolet olivgrøn havde øvelseshovederne rød-hvide striber. I stedet af fægtningspistolen befandt sig i dens åbning en hovedlampe for natskydning som lavede opservation af målgennemgangen så vel som forfulgning af torpedoet nemere til at fiske den op ved enden af dens løbestrække.
Øvelses-Torpedo "G 7 a" - Billede: Wikipedia
Torpedo "Mark 8"
Torpedoen "Mark 8" blev udviklet i England i 20erne af den sidste århundrede og var stadard-torpeoen af den Engelske Marine (Royal Navy) unden den Anden Verdenskrig. Bundemarine købte den fra forråden af den Engelske og skød dem fra de samme torpedorør som torpedoen "G 7 A " fra torpedorørene Pintsch-Bamag..
Det handlede sig også om en dampgastorpedo af kaliber 533 mm med ein længde af 6579 mm. Dens vægt var 1566 kg og fægtningshovedet holdt 365 kg Torpex. Torpedoen "Mark 8" havde ved 41 kn en løbestrække af 6400 m, ved 45 kn en løbestrække af 4570 m.
Siden dybdeinstilningen og indstilninger af ligeudløbapparaten var på andre steder af torpedoet "G 7 a", havdee torpedorøret skiftbare indstilningfsgrejer som måtte blive benyttet for de to torpedoer.
"Mark 8"-Skud fra Rør III - Billede: Arkiv B. Etzold
Der letzte Schuss eines "Mark 8"-Torpedos der Bundesmarine erfolgte am 12.06.1975.
Den Sidste "Mk 8" på sidedækket af Tender "Elbe" - Billede: Arkiv B. Etzold
Escadrechefen, FKpt Giermann, meldete:
| Fm Kdr 2.SG to Kdr SFltl 12. Juni 1975 | |
| 1 | sidste torpedoangreb af den tyske s-bådstyrke gennemført med mk 8, angreb ud af solen. |
| 2 | 9a2-9a5-60-9d-0443 |
| 3 | træffer midtskibs med to torpedoer |
Beladning S-"Kranich" i Mürwik med Fægtningstorpedoer "Mk 8" - Billede: U. Grothe
Torpedoerne "G 7 a" og "Mk 8" var begge ustyret, d.v.s. at de ikke kunne blive påvirket efter var blevet stødt ud og de havde ingen mulighed at opfatte målet selv. Efter inddykningen, som var dyber ved højere fart blev torpedoen styret ind på den indstilte dybde. Gyro-styringen blev benyttet for vinkelskydning. Mest blev det bare benyttet at holde troepdoen på den indstilte kurs. (bådens kurs ved affyringen), d.v.s. at den fordre torpedo på bagbord side ville udføre en kursvæksel om 10 grader til højre og så fortsætte på kursen af båden.
Torpedo "DM 2 A 1"
SIDEN Såvel torpedoen "G 7 a" som torpedoen "Mk 8" lavede det nødvendig at sejle nær til målet for at kunne opnå en træffer med de ligudløbere blev i de tidelige 60erne i opdrag af Bundesmarinen udviklingen af en ny trådstyrede torpedo begyndt.
Torpedoen udviklet af STN Atlas med betegningen "DM 2" havde et kaliber af 533 mm og en længde af 6,08 m. Den forbedrede version "DM 2 A 1" "SEAL" (også betegnet som Seeaal) var 6,55 m lang. 1967/68 fandt de første teste om bord med bådene "Wilhelm Laudahn" (ex S-"Seeschwalbe") og S-"Kormoran" sted.
Torpedoen blev affyret fra torpedorør retted ud bagover og drevet ved en zink-silver-batterie elektrisk hvad lavede en optisk opfattelse nærmest umulig. Torpedoen blev drevet af to modsat drejende propeller til en hastighed af 33 kn. Løbeestrækken var 20 km.
Ladning af en SEAL-Torpedo - Billede: H. Soltau
Over den 18,5 km lange styringstråd som til hlvdelen war på torpedoen og til den andre halbvdel var i troepdorøret kunne ikke bare kursen af torpedoen men også dybde blive firandret fra Torpedo-Ildlednings-Anlæg AH 7020-A3 (kort: TKG) om bord af den skydende båd.
Torpedo DM 2 A1 (SEAL) i Marinemuseet - Billede: kriegsschiffe.net
Torpedoen meldete fart, kus, afløbet trådlængde og løbedybden til båden så at betjeneren ved TKGen kunnen gribe ind korrigerende. Det passiv arbjedenede søgehoved af torpedoen overmidlede pejling´en af det anstyredemål. Hvis tråden brød eller var til ende gik torpedoen over i et programløb og søgehovedet gik over til den aktive mode så at en træffersandsynlighed af 90 % blev opnået.
Fægtningshovedet indeholt 250 TNT og var forsynet med en nærme- og opslagdetonator.
S-"Ozelot" med de nye Torpedorør - Billede: Arkiv K. Scheuch
S-"Puma" med Torpedorørene for SEAL - Billede: Arkiv K.Scheuch
Torpedorør og -afkastestel af Testbådene
De to norske både af klasse 152 "Hugin " og "Munin" som testfartøjer. Testene blev udført med et skyts og to torpedorør, med et skyts og fire torpedorør såvel som med to skytse of fire torpeorør. I enden fik båden fire torpedorør uden ske til at fyre "G 7 a" og to Bofors40/L70 MEL.
S-"Munin" medt to Torpedorøre og en Bofors - Billede: Arkiv J. Prochnow
S-"Munin" med fire Torpedorørog to Bofors - Billede: Arkiv J. Prochnow
De to testfartøjer fra England, S-„Strahl“ (P 6194) af den engelske type „Brave“ og S-„Pfeil“ (P 6193) af den engelske type „Ferocity“ blev indført i flåden 1962. Disse både indført blev uden og med to skytse såvelsom med to og fire torpeodafkastningstel. I enden fik bådene to Bofors 40mm/L70 MEL og fire afkstningsstel.
S-"Strahl" med et Skyts og to Afkastningsstel - Billelder: Arkiv J. Prochnow
S-"Pfeil" med et Skyts og fire Afkstningsstel - Billede: Arkiv J. Prochnow
Torpedosigtesøjlen og RZA 5b
Sigtesøjlen af Firma Hagenuk, Kiel, benyttet på bådene af Bundemarinen var en viderudvikling af sigtesøjlen allerede benyttet af S-bådene i Krigsmarinen.
En yderlig funktion var valgmuligheden "Viererfächer" (spedelse af fire torpedoer) siden bådene af klasserne 140, 141 og 142 havde fire torpedorør til rådighed.
Torpedosigtesøjlen stod i midten af den åbene bro og den derpå siddende rørmåleapparat RZA 5b af Firma Carl Zeiss - også en viderudvikling af den allerede i Krigsmarinen benyttede RZA 5 - overragede vindskærmen af broen, så at skytteren kunne anvisere målet uhindret.
På sigtesøjlen befandt sig forbindelser for den elektriske overmidling af affyringen - enkeltsskud, toerspredelse foran og agter - firerspredelse - så vel som indstilninger som torpedodybde og data for ligeudløbapparaten som spredevinkel ved spredeskud, kompensation of paralaksen betinget af opstilningsstedet af torpedorørene..
Torpedosigtesøjlen med RZA 5b - Billede: Arkiv K. Scheuch
Ansigter af Torpedosigtesøjlen (TZS) af S-"Kranich" - Billeder: H. Klose
Oppe på torpedosssigtesøjlen befandt sig en drejelig sokkel (montageplatten) for Rørmåleapparaten, som drejede sig med hjælp af håndhjulet i fronten af søjlen. Hvormeget soklen var drejet og dermed hvorvid´st RZAen var blevet bragt ud af midtskibslinien blev opvist i er lille vindue ovenfor håndhjulet. I nullstilningen rastete soklen ind hvis nullrasten stod på „ein“ (ind).
På bagbordsiden af søjlen befandt sig en drejeskive for nullrasten af drejesoklen, afbryderne RZA-belysning, indtyringsmotorer og "Folgen" (følg) så vel som forbindelserne for ledningerne til RZA-belysningen, tilsynkroerne rød og stat og affyring venstre.
Ved indkoblede indstyringsmotorer og "Folgeschalter" ein (følgeafbryder" ind) blev over ligeudløbindstilningsstelet af det udvalgte torpedorør wurde über das eingerastete Geradlaufapparat-Stellzeug des gewähltenTorpedorohres værdien af spredvinklen givet ind og dermed et vinkelskud mulig. Ved spredskud blev den ønskede spredvinkel givet ind, så at lbebanerne af toredoerne gav en vifte.
På styrbordsiden befandt sig drejeskiven for indstilningen henholdsvis udstilningen af nullrasten og den drejelige platte, dimmeren for RZA-belysningen, for galvanometeren og affyring højre side.
På den drejelige platte blev rørsigte-apparaten monteret. Den bestod af en mekanisk forholdsvinkelregner med muligheden at give ind målets lage højre eller venstre (vinkel mellen pejling og målets kurs) og em drejeelig knob farten af målet. Også torpedofarten blev givet ind og trådkrydset i optiken af sigten drejede ud til forholdvinklen. Ved drejning af båden så at trådkrydset viste på målet blev torpedoen fyret ved den udregnede kurs.
TZS og RZA 5b fra S-."Kranich" - Billede: H. Klose
Spredvinkelindstilningen refererede sig på vinklen mellem rørene IV og II, II og III, III og I. Ved en grad ssspredvinkel abstanden mellem to torpeoder var 19 m ved en løbestrække af 1000 m d.v.s. at ved an afstadn af 40000 m viften dækkede af et område af 456 m på målets kurs.
Ved glaset af RZAet var på begge sidet et håndtag med to lille greb med hvilke klapperne over affyringsknapperne kunde fjernes så de kunne trykkes. Trykning af affyringsknappen løste ud den elektriske skud af det udvalgte torpedorør.
Rørmåleapparat RZA 5b fra S-"Kranich" - Billede: H. Klose
Skud fra Rør II af S-"Kranich" i Horisonten "Pelworm" - Billede: Arkiv K.Scheuch
Bådene af klasserne 152 og 153 havde ingen sigtesøjler.
Miner
Bådene af klasserene 140, 141 og 142 kunne også blive st ind som hurtige minelæggere, derzil blev de agtere torpedorør demonteret og mineskinner monteret. Op til 32 miner kunne blive medført.
Bådene af klasse Klasse 148 kunne medføre 6 Miner. Bådene af klasse 143 kunne ikke medføre miner men bådene af klasse 143 A kunne medføre op til 36 miner. Minerne blev udlagt fra hånd over minelægningsstel i hækket.
For
forberedning, gennemførelse og udevaluering af mineudlægningsøvelser blev
en kontingentordre arbejdet ud. Søminer
kan blive delt ind efter deres måde af positionering i grundminer og
ankertovminer og efter deres detonator i berørings eller fjerntjendte
miner. De fleste af disse miner kan be brugt til en vanddybde af 60 m.
Ankertovminer er simple, i det væsentlige på mekanik stolende våben, grundminer er teknisk mere fodringsfuld men kan derfor blive sat ind til et specielt formål og er mere vanskeligt at stryge.
Ankertovmine i Marinemuseet -Billede: Arkiv K. Scheuch
Ankertovminer består af en vogn eller anker, som synker til grunden af søen, og af minebeholderen, som er lavet fast tilvognen med en tråd, det så kaldte ankertov og på grund af dens opdrift svømmer tæt under overflade. Ankertovminer er forsynet med berøringsdetonatorer som bliver udløst ved kontakt med skibet. I større dybder bliver ankertovminer også sat ind imod undervandsbåde. Akertovminer er de ældste og i stor mengde indsatte minetype. De første blev allerede sat ind 1813 foran Fort Hudson og Richmond. Minespærrene af den 1. Verdenskrig bestod udelukkende af ankertovminer, dem af 2. Verdenskrieg i flertallet. Også under den Kolde Krig og i regionskonflikter efter 1945 blev ankertovminer planlagt ogsat ind.
Øvelses-Grundminer på en S-båd - Billede: Arkiv K. Scheuch
Allere i den 1. Verdenskrig ble grundminer udviklet, som lå på grunden af søen. Grundminer er fjernudløsningsminer. Deres ødelæggelsevirkning går ud fra gas-og skumblasen som udvikler sig ved dtonationen og løfter til først hele skibet. Når gasblasen går gennem overfladen og taber sin itensitet udvikler sig for kort tid et vakuum under skibet og den bærende virkning af vandet bortfalder i dette område. Det betruffene område afskibet bliver alså først løftet op chokartet og så ladet falde hvad fører til stærke personaltabe og skader til skibsskroget. Ofte kommeer det til at skrogen bryder i stykker hvad fører til en total tab af skíbet.,
Undervandsbomber
Grunden hvorfor S-båder førte undervandsbomber med sig ligger i den 2. Verdenskrig. De daværenede S-både passerede med høj fart meget tæt foran boven af det fjendekige skip og udlagte undervandsbomber instilt for detonation i lille dybde, som beskadigte skibet stærkt eller synkede det. S-båden kunne ikke tage skade derved fordi højestfarten bragte den langt nok væk fra detonationern.
Den metode kunne bare bruges imod ubevåbnede eller værnudygtige skibe. I den moderne krigføring med radar og elektronik itabte den metode sin sind. Også indså man at S-både med deres højde lydlevel uden lydefunkktin og uden sonar havde ingen udsigte på success i undervandsbådjagt, Derfor blev de fire undervandsbomber givet fra bord nogen få år efter bådenes indføringeri flåden.
To Undervandsbomber på Styrbordside af et S-Båd-Modell - Billede: Peter Gerhard