Indtroduction:

Vraget af S 89:

Billede 1. Position af vraget af "S 89"

Number Identification Dimensions

S 89 var en båd af en serie af 16 bade som blev bestilt af den tyske marine den 3. Januar 1941 (her tager autoren fejl. Opdraget blev givet den 3.11.41) ved den tyske skibsbygnings-koncern Friedrich Lürssen, Vegesack ved Bremen. Den blev stilt færdig i November 1942 og indført i flåden på Lürssen-Werft den 28. November 1942.

Efter indførelsen i flåden blev den understilt den 2. S-Flottille, til hvilken den stød i foråret 1943 efter en uddannelsesperiode i Østersøoen. Kommandanten var til den tid Oberleutnant zur See Braune.

Den 21. Marts 1944 blev S 89 sammen med S 86, S 92 og S 98 forflyttet fra den 2. Flottille til den 10. Flottille, som var en ny flotille i opstilning. Oberleutnant zur See Braune gav kommandoet over S 89 af men der blev ikke udnavnt en ny kommandant og i stedet af blev S 89 forflyttet til den 1. Schulflottille til Kiel. Da S 89 opnåede Wilhelmshaven den 7. April 1944, blev den beordret til Hamburg for en speciel opgave. Tre maneder før havde Admiral Donitz ordred at seks ny S-bade skulle blive sendt til det Sorte Hav, for at understøtte de tyske marinestyrker pa denne krigsskueplads.

Føreren af S-bådene (FdS), Kommodore Petersen, havde modsagt det og argumenteret, at dette ville svække hans Nordsø- og Kanalkræfter, og opnået et kompromis efter hvilket tre nye både skulle blive overført med det same og at fire ældre bade skulle blive sendt 1944. De fire udsøgte ældre bade, S 86, S 92, S 98, og S 89, efter at de var blevet sat fri i Wilhelmshaven, sejlte til Hamburg, hvor forberedningerne for transporten, som includerede en mammut-rejse over floder og land, begyndte. At lave badene færdig for transporten drejede sig i hovedsagen om at bygge ud deres hoved udrustning og maskinerne og da dette var sket forlod S-bådene Hamburg i slæb og gik op ad Elbe med mål Dresden. I Dresden blev de hålet op, taget ud af vandet, hvorefter de blev sat pa Kuhlemeier otteaksler-vogne for at føre igennem en 450 km overland-transport over autobahnen til Ingolstadt i Sydtyskland.

Det tog sadvænlig 56 timer og lavede nødvendig special-rydde-grupper, som ryddede hindringer og matte rive af broer. En gang i Ingolstadt blev bådene igen sat tilbage i vandet af floden Donau og så slæbet til Linz i Østrig hvor nogen dele af udrustningen – includeret maskinerne og det meste når ikke alt af artillerie-våbene (som havde blevet sendt der med tog) - blev bygget ind igen af lokale personer og en gruppe fra S-båads-værftet, Lürssen. De første både af disse fire, som lavede denne rejse, var S 89 og S 86 og de opnåede Linz en eller anden gang i den sene Juni 1944. I begyndelsen af Juli var genudrustningen af bådene afsluttet og de to både forlod flodhavnen for at begynde den 1259 km-fart ned ad Donau til havnen Sulina ved det Sorte Hav.

Det var ikke uden fare, fordi til dette tidspunkt RAF havde begyndt at udlægge miner pa Donau i bestræbelse at afbryde tilfloden af det rumaniske olie til Tyskland ( i bare 18 indsatse lagde RAF 1382 miner).

Den 20. August var S 89 og S 86 et aller andet sted mellem Linz og Sulina, da Russerne forstyrkede deres offensive imod de tyske og rumæniske stridskræfter idet de udførte et angreb, som brød igennem de tyske linier i retning Galati fra nord og nordwest. Tre dage senere kapitulerede Rumænien og den 24. kaldte det tyske Marineoverkommando OKM alle fire både tilbage, idet den ordrede tilbagemarchen til norden. Mens S 92 og S 98 havde ikke nået Linz endnu og kunne derfor blive ført tilbage temmelig nemt, så FdS det som usandsynlig an at S 89 og S 86, det andre par, ville nogensinde komme tilbage, særlig da det synes at de (muligvis gennem initiativer af de egne kommandanter) havde stødt til den tyske Donau-Flottille af det tyske hær til at understøtte tilbagetogfægningerne.

Dette blev rigtignok stoppet da S 86 syd af 950km-markeringen fik en mine-traffer. Skaden var dog ikke so svært og båden blev taget i slæb af S 89. Begge både kom sikker tilbage til Linz. Efter reparationen gik de op ad floden til Ingolstadt, hvor de blev hålet op og losset på de otteaksler-vogne igen for overlandtransporten til floden Elbe. I november måned var de to både sandsynligt tilbage i vandet ved Hamburg og den 1. januar 1945 blev S 89 i Swinemunde under kommando af Ob.Lt. z.S. Osterloh indført i flåden igen og understilt den 1. S-Boot Schulflottille.

Resten af livet af S 89 er temmelig uklart. Det er sandynlig at den opererede for resten af krigen fra Swinemunde i Østersøoen. Den 1. S-Boot-Schulflottille opererede dog de sidste måneder af krigen sammen med den 5., den 1. og den 8. Flottille. Som et resultat, er det muglig at S 89 leljlighedsvis blev sat ind fra Windau (idag Ventspils) i Lettland, og oblevede så vel egne fægtninger og tog del i evakueringerne a tyske tropper og civilister foran de fremrykkende Russer.

Det er ikke fulstændig klart, hvor den var ved overgivelsen. De fleste S-både opererende i Østersøen overgav sig i Geltinger Bucht men det ser ud til at nogen har været i stand til at træakke sig tilbage vestlig til Wilhelmshaven og overgive sig der. Men S 89 sammen med 33 andre S-både blev tilkendt Britannien som part af Tripartite Naval Commission Agreement.

Det er ikke nøjagtig bekendt hvornår S 89 kom til Britannien, men det var før Februar 1946. Det er antaget sinden en måned-fremskrift-rapport af Marine Divisionen af Kontroll-Kommissionen for Tyskland (Britisk Andel) fører op at der er stadig S-både i Tyskland som tilhører Britannien. Som en følge af dette ordrede Admiralitet at maskinerne skulle blive bygget ud og holkene skulle blive slæbet til UK. Siden S 89 blev et vrag med dens maskiner kan det ikke være sket til den og derfor ma den have krydset Nordsøen med egen kraft og egen besætning før dette datum til HMS Hornet, som tjente som det centrale depot for disse fartøjer.